Der gælder særlige og mere lempelige regler, når man søger gældssanering, hvis det sker i forbindelse med en konkurs. I de fleste tilfælde er en gældssanering i forbindelse med konkurs en stor fordel, som man bør benytte sig af. I dette indlæg kan du læse mere omkring gældssanering i forbindelse med konkurs.
Generelle betingelser for gældssanering
Der er to grundbetingelser for at få gældssanering – og disse er:
- at du ikke kan betale din gæld – hverken nu eller indenfor de nærmeste år, og
- at en gældssanering vil medføre en varig forbedring af dine egne økonomiske forhold.
Det er dog ikke alle, der opfylder ovennævnte betingelser, som kan få gældssanering. Der er en række faktorer, som kan forhindre, at man kan få gældssanering. Disse er:
- uafklarede økonomiske forhold, f.eks. hvis man er arbejdsløs, uden fast bopæl eller er studerende (OBS: gælder ikke ved gældssanering i forbindelse med konkurs),
- du må ikke have handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender. Det kan være tilfældet, hvis en ikke uvæsentlig del af din gæld
- er stiftet på et tidspunkt, hvor du ikke kunne betale den gæld, som du allerede da havde,
- er opstået som følge af, at du har taget en stor økonomisk chance,
- er stiftet til forbrug
eller
- er systematisk oparbejdet til det offentlige.
- du må ikke have stiftet en ikke uvæsentlig gæld ved strafbare eller erstatningspådragende forhold,
- du må ikke have undladt at afdrage på din gæld, selv om du har haft rimelig mulighed for det,
- du må ikke have indrettet dig med henblik på at få gældssanering
eller
- stiftet ny gæld, efter at en gældssanering er indledt.
Skifteretten har mulighed for af andre grunde end de ovenfor nævnte at nægte gældssanering efter en konkret vurdering i hver sag.
Særlige lempelige vilkår for gældssanering ved konkurs
I modsætning til almindelig gældssanering, så kan man i forbindelse med en konkurs godt få gældssanering selvom, man ikke har nogen fast indtægt. Eksempelvis hvis man modtager dagpenge eller er på kontanthjælp.
Dette er en klar fordel, da en del ikke har et fast job på hånden lige efter en konkurs.
Yderlige er der den fordel, at man kan afvikle gælden over en periode på 3 år i stedet for de traditionelle 5 år, som en sædvanlig ”afdragsperiode” kører over. Således kommer man endnu hurtigere ud på den anden siden – uden gæld.
Erhvervsgæld
For at få gældssanering i forbindelse med konkurs skal følgende bl.a. være opfyldt:
- Den væsentligste del af gælden skal være opstået i forbindelse med driften af den erhvervsmæssige virksomhed.
- Ansøgning om gældssanering skal indleveres i forbindelse med konkursbehandlingen eller i umiddelbar forlængelse af konkursboets afslutning.
Budget i gældssaneringssagen
I forbindelse med behandlingen af gældssaneringssagen laves der et budget over dine (og din eventuelle ægtefælles/samlevers) indtægter og udgifter.
Du har krav på et rådighedsbeløb (som enlig 6.290 kr. pr. mdr. i 2018) og lever du i parforhold er det samlede rådighedsbeløb 10.670 kr. pr. mdr. (i 2018). Har du børn har du også krav på et bestemt rådighedsbeløb pr. barn pr. mdr. 1.720 kr. (2018), hvis barnet er under 2 år og 2.200 kr. pr. barn pr. mdr. (2018), hvis barnet er over 2 år men under 7 år. Er barnet over 7 år men under 18 år, er rådighedsbeløbet på 3.150 kr. pr. mdr. (2018).
Forinden dit rådighedsbeløb beregnes, må du fratrække almindelige udgifter såsom husleje, el, vandudgifter, varmeudgifter, faglig kontingent m.m.
Når dine faste udgifter og rådighedsbeløb er trukket fra, så ser man på, om der er penge til at afdrage i gældssaneringssagen. Er der det, så skal dette overskydende beløb bruges til at tilbagebetale kreditorerne over en 3 årige periode. Der kan også være mulighed for at betale beløbet som en samlet kontant betaling, hvis du kan fremskaffe beløbet (evt. ved lån fra familie eller venner).
Viser beregningen, at du ikke har noget beløb at afdrage med, så vil du ofte slet ikke skulle betale noget til kreditorerne, hvorefter din gæld i princippet blot slettes.
Undgå at komme galt afsted! Kontakt en advokat i god tid
Konkursloven er meget vanskelig. Selv for jurister. Derfor er det en god idé at kontakte en konkursadvokat tidligt i forløbet. Hermed sikres det, at sagen håndteres korrekt fra start, og at der ikke sker fejl, der kan medføre, at gældssanering ikke er muligt.
Kontaktinformationer
Du kan altid kontakte os for en gratis og helt uforpligtende vurdering af din økonomiske situation uanset, hvor du bor.