En konkurs sker, når en person, der driver en virksomhed i personligt regi, eller et selskab ikke længere er i stand til at betale sine regninger og løn til ansatte.
Du eller selskabet kan altså erklæres konkurs, hvis du som enkeltperson eller selskabet er insolvent – altså ikke er i stand til at betale regninger, løn til ansatte og andre gældsforpligtelser efterhånden, som de forfalder, og at denne manglende betalingsevne ikke kun er midlertidig.
Hvad er formålet med en konkurs?
Formålet med en konkurs er at afvikle dine/selskabets aktiver og aktiviteter – og altså ikke at drive forretningen videre.
I forbindelse med en konkurs skal dine eller selskabets aktiver omsættes til penge, der efterfølgende skal fordeles ligeligt mellem kreditorerne. Efter konkurslovens regler vil nogle kreditorer dog være fortrinsstillet frem for andre kreditorer. For eksempel er lønmodtagere typisk bedre stillet end andre kreditorer. Det samme gælder også panthavere.
Konkurs - step by step
En konkurs består af en række forskellige faser, der selvfølgelig afhænger af den enkelte virksomhed – hvilken type virksomhed er der tale om, hvilke aktiver er der osv. Herunder kan du læse, hvordan processen standardiseret kan skitseres.
Konkursbegæring
Hvis du/selskabet er insolvent, kan der indgives en såkaldt konkursbegæring. Ligeledes kan en eller flere af dine kreditorer også indgive en konkursbegæring mod dig eller selskabet.
En konkursbegæring skal indgives til skifteretten i den retskreds, hvor du bor eller selskabet ligger. Begæringen skal indeholde en række formelle oplysninger om dig og virksomheden eller selskabet og en opgørelse over aktiver og passiver samt en kreditorliste. Hertil skal en retsafgift på 750 kr. betales til Skifteretten.
Møde i Skifteretten
Efter indgivelse af konkursbegæring indkalder Skifteretten et møde, hvor begæringen skal behandles. Til dette møde vil Skifteretten stille supplerende spørgsmål til konkursbegæringen og baggrunden for, at den er indgivet.
Hvis Skifteretten til mødet finder det dokumenteret, at du/selskabet er insolvent, vil du/selskabet blive taget under konkursbehandling.
Samtidig vil Skifteretten udpege en advokat som kurator for konkursboet. Skifteretten udpeger oftest den advokat, som hjælper med at udarbejde og indlevere konkursbegæringen til Skifteretten.
Hvis det bestemmes, at du/selskabet tages under konkursbehandling, skal den, der har indgivet konkursbegæringen i de fleste tilfælde indbetale 30.000-40.000 kr. i sikkerhedsstillelse for omkostningerne ved konkursen.
Den eller de personer, der har stillet sikkerheden, hæfter som udgangspunkt ikke for omkostninger udover sikkerhedsstillelsen.
I sager, hvor der i konkursboet er midler nok til at dække omkostningerne ved konkursbehandlingen, vil sikkerhedsstillelsen blive tilbagebetalt.
Konkursbehandling
Når du eller selskabet er taget under konkursbehandling, kan du ikke længere råde over dine eller selskabets aktiver, da disse fra nu udgør en del af konkursboet. Det er kun den udpegede kurator, der kan råde over aktiverne.
Er din virksomhed drevet i personligt regi, er du dermed også personligt konkurs og dine personlige aktiver er som udgangspunkt også omfattet af konkursboet. I forbindelse hermed er der dog nogle ting, der ikke er omfattet af konkursen. Det gælder for eksempel pensioner, børneopsparinger samt aktiver, der er nødvendige for, at du og din husstand kan opretholde et beskedent hjem (f.eks. fjernsyn, vaskemaskine og lignende).
I konkursbehandlingen er det kurators hovedopgave at afvikle din virksomhed eller selskabet på en forsvarlig måde og få solgt aktiverne bedst muligt. Kuratoren igangsætter derfor salgsbestræbelser, forhandler vilkår og beslutter salgspriser i samråd med kreditorerne og panthaverne.
Kurators arbejde betales gennem konkursboets aktiver. Hvis aktiverne ikke kan dække kuratorens honorar, vil det blive dækket af sikkerhedsstillelsen som tidligere nævnt.
Senest en uge efter konkursens indtræden skal den udpegede kurator sende en meddelelse om konkursen til alle kendte kreditorer. I denne meddelelse opfordres kreditorerne til at opgøre og anmelde deres krav over kuratoren. På et senere tidspunkt skal kurator tage stilling til, om kreditorernes krav er berettigede.
Det er kurators opgave løbende at give Skifteretten og kreditorerne informationer om konkursboets behandling. Blandt andet om der er udsigt til, at kreditorerne får udbetalt et beløb fra konkursboet.
Efter behandling af konkursboet, skal dette afsluttes. Her udarbejder kurator et såkaldt boregnskab, der er en opgørelse over konkursboets aktiver og de krav, som kreditorerne anmeldte i konkursboet.
Varigheden af en konkursbehandling afhænger af, hvilken type virksomhed eller selskab, det drejer sig om og hvilke aktiver, der er i konkursboet. Nogle gange vil et konkursbo kunne blive behandlet i løbet af 6-12 måneder, men jævnligt tager det længere tid alt efter, hvor mange og hvilke værdier, der skal sælges.
Vores hjælp i forbindelse med konkurs
I forbindelse med konkurs er vores hovedopgave som kurator at behandle konkursboet og sikre, at værdierne sælges bedst muligt og at konkursboet afsluttes indenfor en rimelig tidshorisont således, at du kan komme videre i dit liv.
Kontakt os
Har du spørgsmål til denne artikel, er du i tvivl om, hvordan du skal handle i din situation eller har du brug for en advokat til hjælp med konkurs, er du velkommen til at kontakte os. Du finder vores kontaktoplysninger her.